Tilbage til forsiden af Lossepladsbørn i CEBU City

SÅ er der fest

 

Det er fredag aften, og vi er inviteret til byfest i lossepladsbyen. Da vi ankommer til lossepladsen spørger vores taxachauffør skeptisk, om vi nu er sikre på at det er her vi vil af – der stinker jo helt forfærdeligt, som han siger… Det er vi sikre på, så han får sine penge, og vi går hen mod den lille skole som ligger i lossepladsbyen, for at se om der er nogen vi kender. Dario som er skolens vicevært står pænt og venter på at vi kommer. Lidt efter ankommer nogle af pigerne fra Academy of Excellence, og vi bliver opdateret på, hvad aftenens fest kommer til at omfatte. Først lidt disko og noget dans, derefter er det tid til aftens hovedattraktion – bodybuilding-konkurrencen. Vi sender i det skjulte hinanden skæve blikke og spekulerer lidt over, hvad det helt præcis vil sige. Nå, men det skal i hvert fald blive spændende at se.

Fest
En masse af børnene fra lossepladsen er stimlet sammen ved skolen. Alle er klar til at feste og danse. Sally - den høje pige midt i billedet har taget sin lillesøster med.

Lastbil
Lastbilerne der holder i kø, imens de venter på at få tilladelse til at læsse skraldet af. Tiden går med At sove og snakke.

 

Foran os på grusvejen står 5-7 store lastbiler læssede med skrald. De holder og venter på, at de får tilladelse til at køre videre de sidste 100 meter ind på lossepladsens aflæsningsområde. Der er først adgang for bilerne kl. 20.00, så de må vente tålmodigt. Nogle af chaufførerne tilbringer tiden med en lille lur, mens andre taler højlydt. De skal jo videre med deres arbejde, så ventetiden kan føles lang. Klokken er næsten 20.00, da mænd, kvinder og store børn med en sæk eller en kurv i den ene hånd og en metalklo i den anden begynder at begive sig ud mod lossepladsen. I panden har de alle en lampe til at lyse jorden foran dem op, og på ryggen hænger en taske med nogle få nødvendigheder. Det er blevet tid til at gå på arbejde for aftenholdet. Lossepladsarbejderne skal på plads inden lastbilerne kører ind. Det gælder jo om at få en god plads, så man kan få det bedste skrald. For eksempel kan man tjene 1 peso pr. plasticsæk man får fingre i. Eller, fingre er måske så meget sagt – det er jo kloen man bruger til at samle affaldet til sig og ned i den medbragte kurv. Hvis ikke man passer på sine fingre, kan man nemlig risikere, at en af de andre ved et uheld hakker en klo ned i hånden på en.

Rondell
Her ses Rondell på 12 år på vej på arbejde på lossepladsen.

 

Vi spørger en meget ung fyr iklædt pandelygte, plastiksæk og klo hvor gammel han er. Med en dejlig barnlig stemme svarer han, at han er tolv år. Efter noget tid tynder det ud i arbejderne, og nærmest på slaget 20.00 tænder lastbilerne en efter en deres motorer. Det er tid til at læsse skraldet af.
I mørket bevæger vi os nu ind på det område, hvor de ca. 300 familier bor. Lyden af grisegrynt og kattejammer er allestedsnærværende, og fra mørke kroge bliver der hilst med ”hello” og ”how are you”. Oppe ved vejen kan vi høre en mand tale i en mikrofon. Lyden kommer fra et lille faldefærdigt skur med et kors på taget, der vidner om, at det er gudstjenesten, der er gået i gang. Inden festlighederne for alvor sparkes i gang, skal der prædikes, synges og bedes, og en rar stemning breder sig over pladsen.


Da gudstjenesten slutter, går der ikke mange minutter, før de to meter høje og 1 meter brede højtalere foran scenen begynder at pumpe sangen ”Low” med Flo Rida ud over pladsen. Børnene danser, og der breder sig en stemning af glæde og festlighed. Bag scenen kan man se hvordan bodybuilderne er ved at gøre sig parat. De står i skæret af lyset fra en enlig glødelampe, imens de smører deres kroppe ind i olie, så musklerne kan tage sig ud på bedst mulig måde. Da de en efter en bliver kaldt frem på scenen virker de meget nervøse, men som aftenen skrider frem og musklerne bliver varme bliver de mere afslappede. Sandsynligvis hjælper det også på selvtilliden, at der nedenfor scenen står et par hundrede hvinende piger, der alle har hver deres favorit, som skal have et hvin med på vejen. Da vinderen er fundet, overrækkes det gigantiske trofæ og i løbet af 2 min. er festpladsen tom igen, og folk er på vej hjem i deres senge. Festen er slut for i aften.

Muskler
Fra højre ses 1., 2. og 3. pladsen ved aftenens bodybuildingopgave.

Da vi sidder i taxaen på vej hjem fra lossepladsen kører munden på os alle. Der er så mange indtryk der skal bearbejdes og fordøjes. Efter lidt tid breder tavsheden sig. En tavshed der kun afbrydes af en enlig latter eller et dybt suk.

« Tilbage